Camilla C. H. Hansens blog

Så så man da lige min mor og jeg, der for anden gang i år væltede DR-byens Studie 5 til X-factor live! Denne gang ikke bare et af de almindelige liveshows, men selveste semifinalen! Hvor heldig har man lov at være? Det var simpelthen bare så super mega giga fucking fedt! 🙂

Vi sad på aller bagerste række samme sted som familie og pårørende sidder, så både udsynet til scenen og lyden var helt fantastisk, selv om jeg selvfølgelig ikke kunne se scenen. Derimod kunne jeg høre lyden og det kan simpelthen ikke beskrives. Så snart musikken gik i gang kunne bassen mærkes i hele kroppen og vi sad placeret sådan, at alle instrumenterne kunne høres og skelnes fra hinanden. Alle vibrationerne fra orkestret gik lige i gennem hele kroppen og ikke på den måde, de tit gør på festivaler og sådan, hvor det kan være vildt ubehageligt, men på en måde så man på det nærmeste kunne føle musikken. Bare helt eminent og totalt ubeskriveligt.

Aftenens tema var club music. Den slags musik er ellers ikke lige mig, men da Babou som den første indtog scenen med Ushers “DJ got us fallin’ in love” var jeg helt solgt. Hans fortolkning af sangen med hjælp fra DJ Kato sad bare lige i skabet og hele salen gav ham stående klapsalver under hele nummeret. Derefter var det Anne-louises tur til at finde clubsangerinden frem i sig og hendes fortolkning af Guns N’Roses’ “Sweet Child o mine” med hjælp fra Rune RK var også bare helt fantastisk. Så skulle Sarah på scenen og hun gav den fuld gas til Eurythmics’ “Sweet dreams” og fik ligeledes stående bifald under hele sin performance, hvilket Anne-louise for øvrigt også gjorde. Til sidst i denne runde fyrede Patricia den max af med sangen “Når tiden går baglæns” af Klara Sofie, også med stående bifald og en fed fortolkning.

I anden runde lagde Anne-louise ud med en lidt stille sang nemlig alicia keys’ “Empire State of Mind”. En næsten total stilhed sænkede sig i salen under første del af sangen og det var tydeligt, at det ikke var fordi folk syntes, hendes performance var dårlig, men fordi alle sad og lyttede og nød de vidunderlige toner, der bare flød fra kvinden på scenen, men stående bifald fik hun, da hun gav den fuld power i midten- og slutningen af sangen så ingen tvivl om, at folk var imponerede. Så var det Sarahs tur til endnu en gang at vise, hvad hun kunne og det formåede hun så sandelig også at bevise med Pinks “Fucking perfect”. Der var stående bifald i hele salen og hun gav den som sædvanligt max gas under hele sangen. Så trådte Babou ind og med sin fortolkning af Justin Biebers “Baby baby” væltede han endnu en gang hele salen og fik pigerne til at skrige. Også han fik stående klapsalver. Til sidst skulle Patricia så fortolke Bonnie Tylers “Total Eclipse of the Heart”. Som Anne-louise formåede også hun at få den næsten totale stilhed til at sænke sig over hele salen som var i total fortryllelse over første vers og da hun så tog fat på omkvædet og folk begyndte at tænke, at nu ville hun præstere sin bedste performance ever knækkede det for hende. Hun ramte tonerne i slutningen af omkvædet helt forkert. Dog fik hun afsluttet sangen rigtig godt og under alle omstændigheder og på trods af de falske toner fik også hun altså stående bifald, men det var rigtig synd, da hun ellers gjorde det rigtig godt.

Så var der pause, hvor folk kunne komme på toilettet, trække lidt frisk luft gennem et filter eller bare helt rent ned i lungerne eller hvad man nu lystede. Personligt foretrak jeg at drikke en halv flaske vand og gumle en tebolle i mig på rekordtid og en halv time senere var det så endelig blevet tid til afgørelsen i X-factor semifinalen 2011.

Stemningen var højspændt da afgørelsens time for, hvem der skulle gå videre til den store finale i parken var inde. Luften var totalt ladet med spænding, men inden den kunne udløses kom Klara Sofie og Infernal på scenen ledsaget af henholdsvis Rune RK og DJ Kato. Lina Raffn kunne ikke helt beslutte sig for, hvor vidt hun syntes, det var fedest at stå på scenen eller sidde nede ved dommerbordet. Konklussionen måtte vidst blive, at begge ting er fede på hver deres måde. Hun var i hvert fald rigtig glad for, at “den skaldede” var tilbage i dommerpanelet. Og med stort bifald til både Infernal og Klara Sofie blev det endelig tid til at få oplæst resultaterne fra seernes afstemning. I takt med, at Lise Rønne trak spændingen helt ud råbte og skreg folk navnene på de deltagere, de holdt med og en masse andet som fx, at Blachman skulle gå videre. Da sløret så endelig blev løftet og det første navn, Babou, blev råbt blev der klappet, hylet, råbt og skreget så det var helt ekstremt og luften blev ladet en tand mere med glæde, lettelse og forhåbninger for, hvem de to sidste så måtte blive. Man skulle ellers ikke tro, at stemningen kunne blive mere højspændt. Selv jeg, som egentlig ikke har en relation til nogen som sådan var helt oppe at køre og rystede i knæene, så da Sarah som den næste gik videre fløj mit banner op i luften og min mor, Sarahs mormor og morfar og et par af Sarahs mors veninder hoppede og dansede og jublede helt vildt. Til sidst blev så Anne-louises navn råbt og stemningen nåede sit klimaks. Bifaldet, der bare blev ved og ved var øredøvende. Alle jublede og klappede, viftede med bannere og de tre finalister var både lettede og lykkelige over nu endelig næsten at være nået så langt, man overhovedet kan. Nu skal det store slag slåes i parken, hvor den endelige vinder skal kåres. Trist var det selvfølgelig, at Patricia med den afstemning definitivt var stemt ud af X-factor 2011, men i stedet for at være ked af det og ærgerlig var hun lettet over, at rejsen sluttede der. “Jeg er træt af at synge cover,” som hun sagde. Nu vil hun ud og lave sit eget, selv om man da må formode, at hun vel synes, det selvfølgelig sikkert ville have været fedt at stå i parken på næste fredag. Patricia fik dog ikke lov til at smutte før hun endnu en gang havde sunget Bonnie Tylers “Total Eclipse of the Heart”, og denne gang gjorde hun det bare super fantastisk! Det var ligesom om hun nu, hvor hun ikke længere var med i X-factor bare kunne give helt slip og der sneg sig da også et par fraseringer ind, som vidst ikke helt var med i planlægningen. Også denne gang formåede Patricia at få den nu totale stilhed til at sænke sig i salen for derefter at få alle folk op af stolene i en samlet afskedsjubel. Alt i alt en ultra fed aften! 🙂

Hold da op. Det her ligner sgu næsten en artikel fra et eller andet blad. Det er jo det, jeg siger. Jeg skal være journalist 🙂

Hej hej herfra 🙂

I tirsdags offentliggjorde min kæreste, Steffen, og jeg på Facebook, at vi er i et såkaldt forhold, som det åbenbart bare skal hedde derinde. Det har vi egentlig været i et stykke tid, men tanken om, hvad folk ville tænke, sige og mene, når han nu er så meget ældre end jeg har afholdt os fra at få gjort det officielt. Altså, indtil jeg fik nok af hele tiden at skulle trække pinen ud for, hvornår vi så skulle lade folk vide det. Facebook er sådan en dejlig ting. Der er de fleste venner, så derfor ser de fleste det og dem, der ikke ser det hører det fra andre. Jeg synes ikke lige, jeg havde lyst til at skulle gå rundt og fortælle det til folk. Jeg er sådan set også ligeglad med, hvad folk siger. Det vigtigste for mig er, at mine forældre og min bror ved det og at jeg ved, hvor jeg har dem henne i det og, at mine rigtig gode venner da er fuldstændigt ligeglade med, hvem jeg kommer kærester med 🙂 Deres syn på mig ændrer sig ikke af den grund. Det var en kæmpe lettelse for mig at bfå den bekræftelse hver gang, da jeg ligeså stille begyndte at fortælle det til nogle få af dem, inden “bomben sprang” på Facebook. Tak fordi, I ikke er fordømmende og ikke har nogle frygtelige mistanker til noget, jeg er så lykkelig for. Det betyder så meget 🙂

Og så noget knapt så glædeligt. I går onsdag den 02. marts 2011 kl. 10:30 døde en blind pige ved navn Anja Frost Jensen. Hun blev kun 23 år. Jeg kendte hende kun perifert, men i vores lille netværk kender alle på et eller andet plan alligevel hinanden. Om ikke andet, så ved de fleste, hvem de andre er. Jeg har da også skrevet meget med Anja i en periode for længe siden både om ting, man kunne flække af grin over og om nogle af de ting, der absolut ikke var sjove. Ud fra det overfladiske kendskab, jeg fik til hende virkede hun som et af de mennesker, der allerede så tidligt i livet havde været ude for tilstrækkeligt mange kedelige ting, men samtidigt som en af de personer, der på trods af alt prøvede at se på alt det positive og bare kæmpe sig videre i verden, selv om også det sikkert kunne være en prøvelse en gang i mellem. Uanset, hvor lidt jeg så har kendt hende så synes jeg, det er frygtelig trakisk, at et så ungt menneske bare pludselig er væk. Det er noget andet, når folk bliver syge og man følger dem til det sidste med bevidstheden om, hvor det bærer hen. Det gør ikke forståelsen mindre, men så har man forberedt sig lidt på det slag, man ved vil komme. Hvil i fred, Anja.

Hej hej herfra.